Praktiske Oplysninger

Ferieboliger er det perfekte valg for par og familier, der ønsker mest mulig frihed og fleksibilitet i ferien. Her er ferien helt jeres egen. Ophold I vore ferieboliger er baseret på egen husholdning, men skulle I en aften have lyst til at prøve de lokale specialiteter, er der de fleste steder et varieret udbud af restauranter, cafeer o.l. tæt ved.

Alle vore ferieboliger er udstyret med de mest nødvendige køkkenfaciliteter, bad og toilet (der er dog ikke altid toiletpapir). Eftersom mange af vore boliger ligger i deciderede turistområder, vil der være risiko for trafikstøj, dog specielt i byerne. Tastatour tilbyder flere forskellige former for ferieboliger. Ferielejligheder findes i små eller store bygningskomplekser med tilhørende fælles faciliteter. Langt de fleste af vore ferielejligheder er udstyret med balkon eller terrasse med udendørs møbler o.l. Bungalows ligger samlet i parker med søer, beplantning eller anden natur. Det er enten selvstændige huse eller rækkehuse med egen terrasse eller lille privat have knyttet til. Individuelle huse er huse på landet med alle nødvendige faciliteter. Vore charmerende individuelle huse findes især i Toskana, Italien, og i Frankrig. I Sydeuropa holder man
"siesta" midt på dagen - som reglen inden for tidsrummet 12.00-16.00, hvilket man bedes respektere, og der skal således være ro.

Antal personer
Vore ferieboliger er beregnet til det antal personer, der er angivet i kataloget. Er der anført 4-5 personer, betyder det, at boligen er beregnet til 4, men at I godt kan være 5. Så skal I blot regne med, at pladsen kan blive knap. Nogle steder kan det dog lade sig gøre at leje barneseng (normalt til maks. 3 år) eller en ekstra seng. Dette fremgår af prisskemaet under hvert enkelt feriested. Af sikkerhedshensyn må der - når dette er anført - ikke bo flere personer end det angivne maksimale antal i boligen. Der tælles helt enkelt hoveder, så selv et spædbarn tæller som en person.
I vore ferieboliger kan man sove i separat soveværelse, i opholdsstuen eller på hems (åben soveafdeling, som regel placeret ud over stuen), i soveniche, et indhak i stuen eller entréen, evt. adskilt med et forhæng, eller i sovekabine, der er et lille værelse med eller uden vindue.

Ferieboligernes udstyr
Ferieboligernes indretning og udstyr kan variere fra sted til sted, men vær opmærksom på, at man ikke alle steder stiller de samme høje krav til indretning og hygge som i Danmark. Der er normalt en naturlig sammenhæng mellem pris og kvalitet. I bungalows og individuelle huse vil der generelt være lidt bedre plads. I mange ferieboliger fungerer f.eks. terrasse eller balkon med udendørs møbler som ekstrarum. Det er vores erfaring, at det er det mest benyttede rum under hele opholdet.


Køkkenudstyr
Vore ferieboliger indeholder det nødvendige antal tallerkener, glas (ikke altid vinglas), bestik, gryder

osv. Køkkenet er udstyret med køleskab, kogeplader med enten el eller gas. Se nærmere under de enkelte feriesteder. Stiller I større krav til madlavningen i ferien, vil det være en god idé at medbringe de vante og uundværlige køkkenredskaber som ostehøvl, kartoffelskræller, brødkniv m.v. Vil I kunne lave kaffe med filterposer, er det en god idé at medbringe dem og en tragt, da man ikke altid kan påregne, at der er kaffemaskine. Der er i reglen ikke opvaskebørste, -middel, viskestykker eller karklud. Mangler der nødvendigt udstyr, så kontakt omgående udlejeren eller receptionen, så problemet kan blive løst med det samme.

Linned
I mange ferieboliger er sengelinned - og ofte også håndklæder - inkluderet i prisen, men i andre tilfælde må I leje eller medbringe dette hjemmefra. Vær opmærksom på, at i Sydeuropa bruger man tæpper i stedet for dyner. I Frankrig vil der ofte være dobbelttæppe i grandlits. Det er derfor mest praktisk at medbringe lagner fremfor dynebetræk. Det vil under alle omstændigheder fremgå af prisskemaet, hvad der kan lejes, og hvad der eventuelt skal medbringes til de enkelte feriesteder. Er sengelinned og evt. håndklæder inkluderet i prisen, er dette generelt kun første sæt, og der skal som regel betales for evt. skift.

Senge og udstyr
Senge og sovesofaer varierer fra sted til sted. Nogle er hårde, andre er bløde, og de kan også være lidt kortere, end vi nordboere er vant til. Det gælder især ekstrasenge. Dobbeltseng i Frankrig kan være en "grand-lit', der består af en madras, der er maks. 1,5 m bred. De fleste steder syd for den danske grænse bruges tæpper og ikke dyner. Barnesenge og høje stole kan på mange destinationer stilles til rådighed enten gratis eller mod gebyr. Da feriestederne som regel kun har et begrænset antal barnesenge til rådighed, bør I altid forudbestille. Barneseng er som regel kun til børn til maks. 3 år og husk, at et barn i barneseng som regel indgår i det samlede maksimale personantal.

Udendørsfaciliteter
Til vore ferieboliger er der ofte knyttet en række fælles udendørs
faciliteter, der kan benyttes af gæsterne. Vore ferielejligheder og bungalows er som regel placeret i forbindelse med et center med bl.a. swimmingpools, forskellige aktivitets- og indkøbsfaciliteter eller tæt på strand og andre fritidsområder. Der vil ofte være legemuligheder for børn, men ikke nødvendigvis af samme pædagogiske standard som i Danmark. Under hvert feriemål er nævnt de faciliteter - restaurant, tennis, bordtennis, udendørs swimmingpool (normalt kun åben i højsæsonen) m.v. - som hører til feriemålet eller som ligger i rimelig afstand. Især i Sydeuropa kan det forekomme, at swimmingpool/svømmehal er lukket et par timer midt på dagen på grund af siestaen, ligesom der på grund af rensning kan være lukket på en bestemt ugedag. Langt de fleste swimmingpools er luftopvarmede, og skulle de være åbne tidligt på sæsonen, kan de derfor være meget kolde. Under hvert feriested står angivet, i hvilken periode swimmingpoolen er åben. Dette skal dog tages med forbehold, da åbningstiden er afhængig af vejrforholdene. Har der været en periode med dårligt vejr, kan man ikke påregne at poolen er klargjort først på sæsonen. Liggestole er ikke standardudstyr ved poolen. Som regel må man gå ud fra, at det koster et mindre beløb at benytte visse faciliteter, ligesom det ikke alle steder er muligt at leje eksempelvis tennisketsjer og bolde. I lavsæsonen kan visse udendørsfaciliteter være lukkede, ligesom restauranter, sportsanlæg, swimmingpools etc.. periodevis kan være lukket. De steder, hvor der bliver arrangeret specielle aktiviteter, må det påregnes, at det foregår på det pågældende lands sprog.

Strande
En strand er ikke bare en strand. Visse steder sydpå kan der være en støbt betonkant, klipper, sten, små sten eller groft sand, og vanddybden kan variere ret markant. Strandene i Sydeuropa er ofte betalingsstrande, d.v.s. at man betaler for en liggestol og evt. en parasol samt ret til at bruge strandens sanitære faciliteter. Men der findes naturligvis også masser af strande, hvor der er fri adgang.

Strøm og vandforsyning
Strøm- og vandforsyningen i Sydeuropa er normalt god, men i f.eks. Italien og Spanien kan strømnettet godt være lidt underdimensioneret, hvorfor man i visse tilfælde ikke kan bruge alle de elektriske installationer samtidig. Enkelte steder kan vandforsyningen, specielt i tørre perioder, være rationeret og kun tilgængelig på visse tidspunkter af dagen. I helt specielle tilfælde kan det være nødvendigt at tage haveand i brug, så vand til husholdningen må købes. Varmt vand kommer ofte fra elektriske varmtvandsbeholdere, hvis indhold ikke altid rækker til, at alle kan bade samtidig. Vi gør opmærksom på, at elpriserne i de fleste lande er en del højere end i Danmark, hvilket er af betydning, hvis der skal betales for forbrug af el og varme.

Forbrug af el, gas etc.
Ved hvert feriested har vi i prislisten angivet, om el, gas etc. er inkluderet i prisen. Vær opmærksom på, at el visse steder, specielt i Østrig, er betydeligt dyrere end i Danmark. Ved elopvarmning må I derfor være forberedt på en ekstra udgift af en vis størrelse.

Belysning
Ferieboligerne er som oftest ikke udstyret med hyggebelysning, som vi kender det hjemmefra, og i mere enkelt indrettede ferieboliger i Sydeuropa kan I komme ud for, at dele af boligen oplyses af en eller flere elpærer uden skærm. Under alle omstændigheder er det en god idé at medbringe stearinlys til hyggestunder

Specielle ønsker
Har I specielle ønsker om f. eks. ferieboligens beliggenhed, vil de blive
videregivet til udlejeren. Tastatour kan imidlertid ikke garantere for, at specielle ønsker opfyldes, uanset bestillingstidspunkt, da vi er uden indflydelse på tildelingen af boligerne.

Ekstra udgifter
Ved hvert feriested har vi i prisskemaet angivet, hvor meget der skal erlægges i depositum samt eventuelle ekstraudgifter såsom strøm, sengelinned, hund etc. Vi har angivet de ekstra udgifter, som er Tastatour bekendt. Vær opmærksom på, at nogle af beløbene - og i nogle tilfælde alle - vil blive opkrævet ved ankomsten, så husk derfor at medbringe tilstrækkelig med valuta. Nogle steder kan I også betale med kreditkort eller deponere Eurochecks. Ikke alle steder kan det påregnes at pengene tilbagebetales ved afrejsen, specielt ikke hvis I rejser før receptionens åbningstid.

Turistafgift
På en række af vores feriesteder skal I betale en mindre turistafgift. Hvor meget fremgår som regel af prisskemaet. Det er feriestedet, der opkræver pengene. Beløbet bruges bl.a. til vedligeholdelse af parker, strande, seværdigheder o.s.v.

Slutrengøring
Ved hvert feriested har vi i prisskemaet angivet, om slutrengøring er inkluderet i prisen, eller om den skal betales på stedet. Nogle steder er der mulighed for at gøre rent selv og dermed slippe for denne ekstra udgift. Ofte skal man også betale for slutrengøring ved afrejse udenfor receptionens åbningstid. Under alle omstændigheder skal I gøre rent i køkkenet, før I forlader ferieboligen. Der må ikke stå opvask tilbage, køleskabet skal være tømt o.s.v. Tænk på den næste feriegæst!

Insekter og smådyr
findes overalt, og de går desværre ikke i en stor bue uden om ferieboligen. Visse steder i Sydeuropa og i ferieboliger ved naturgrunde eller skov kan der forekomme myrer, myg o.l. Hvis evt. gener bliver for voldsomme, bør bekæmpelse kun ske i samråd med udlejer eller receptionen.

Feriehoteller
Ophold på vore feriehoteller omfatter dobbeltværelse (enkeltværelse og ekstra opredning mod tillæg) og det opgivne antal måltider. Andre måltider betaler I selv. Rengøring, sengeredning m.v. er selvfølgelig inkluderet. Hotelferie er perfekt til dem, der gerne vil have frihed og samtidig vartes lidt op.

Om transport
Ferieboliger er perfekt til kør-selvferie. Kører I - ligesom langt de fleste af vore kunder - på ferie i bil, er ferieboliger en perfekt mulighed for at skabe lige netop den ferie, I ønsker. I bil bestemmer I selv farten.
Bilen er en fleksibel transportform, hvor I kan lave små afstikkere undervejs og medbringe bagage, legetøj m.v., som I har lyst til. Samtidig er bilen et meget nyttigt hjælpemiddel, når I skal ud og opleve området og seværdighederne omkring jeres feriebolig. Bilister er forskellige, og grænserne for, hvor langt man kan køre, er meget individuelle. Derfor vil vi blot anbefale følgende: Hold små pauser med jævne mellemrum. Sørg for at få nok at spise og drikke. Tag evt små afstikkere undervejs, så turen bliver andet end blot transport. Tænk på dem på bagsædet. Bestil evt. hotelovernatninger hjemmefra.

Børn i bilen
Har I børn med i feriebilen, anbefaler vi at indrette transporten på børnenes vilkår. Medbring lidt fornuftigt legetøj til turen, f.eks. farver og tegnepapir. Find nogle af de gamle familielege frem (f.eks. Skibet er ladet med) og husk endelig tegneserier. Hav drikkevarer med, der kan drikkes, mens I kører, og hold pauser med jævne mellemrum. Planlæg evt. turen, så I har mulighed for at besøge nogle børneattraktioner undervejs. Skal I til Frankrig, er det værd at overveje et par dages stop i Disneyland Resort Paris.

Nøgleadresse og parkering, ankomst og nøgleudlevering
For de fleste af vores ferieboliger løber lejemålet fra lørdag til lørdag. Normal ankomst er mellem kl. 16.00 og 20.00, og afrejsen skal gerne finde sted inden kl 10.00 på afrejsedagen. De helt nøjagtige tidspunkter vil fremgå af jeres "ferieboligkupon", som I modtager inden afrejsen. Selve ankomsttidspunktet skal tages alvorligt. Her er der nemlig personale til stede, som tager sig af de praktiske gøremål. I kan derfor IKKE regne med at kunne ankomme uden for de nævnte tidspunkter, medmindre det er aftalt med feriestedet. Så ankommer I f.eks. senere, kan I risikere ikke at kunne blive lukket ind i jeres bolig før dagen efter. Hvis I undervejs kan se, at der vil være et problem med at komme frem til ferieboligen i tide, er det vigtigt, at I ringer til feriestedet og giver besked. Telefonnummeret står på jeres ferieboligkupon. Husk at få at vide, hvor I i så fald kan hente jeres nøgle.

OBS! I skal også lige være opmærksomme på, at på de travle ankomstdage kan der være ventetid i forbindelse med udleveringen af jeres nøgle.

Parkering
På flere af vore feriesteder er det muligt at få en bevogtet eller overdækket parkeringsplads, men i højsæsonen kan det knibe med pladser til alle gæster. Sker der noget med bilen, mens den står på en ubevogtet parkeringsplads, kan hverken feriestedet eller Tastatour gøres ansvarlig. Derfor anbefaler vi, at I ikke efterlader værdier i bilen, der kan friste eventuelle tyve.


Om Indkøb og forsikring Indkøbsmuligheder

Under hvert feriested har vi angivet, om der er indkøbsmuligheder i nærheden. Når I ankommer til feriestedet om lørdagen, kan I risikere, at forretningerne er lukkede. Vi anbefaler derfor, at I medbringer madvarer eller køber ind undervejs til den første aften og morgenmad til næste morgen - medmindre I vil fejre ankomsten på en lokal restaurant. Vær i øvrigt opmærksom på, at udbud og åbningstider både i butikker og restauranter kan variere.


Prisskemaet
Under hvert feriested finder I et prisskema med perioderne øverst og nedenunder de forskellige boligtyper. På grund af forskellige indkøbsbetingelser kan perioderne variere fra feriebolig til feriebolig. Læs derfor periodeangivelserne nøje. I prisskemaet vil I se præcist, hvad prisen inkluderer. Her finder I også specielle tilbud, f. eks. 3 uger for 2 ugers pris, det er altid den billigste periode, der er gratis, turistafgifter og andre udgifter, der skal betales på stedet, herunder evt. slutrengøring samt angivelse af evt. depositum ved ankomst til feriestedet. Vi ved af erfaring, at ophold i vore ferieboliger skaber meget individuelle oplevelser. Det er styrken ved ferieboliger.
Har I efter ophold i vore ferieboliger imidlertid ideer, forslag til og erfaringer som kan være nytte for senere feriegæster, hører vi meget gerne fra jer.
I er velkomne til at skrive til
Tastatour


Rejseforsikring
Vi anbefaler, at I tegner en afbestillingsforsikring samtidig med bestilling af jeres kør-selv ferie. I samarbejde med Gouda Rejseforsikring tilbyder Tastatour en afbestillingsforsikring, der er specielt tilpasset kør-selv ferien - og I kan forsikre jer lige det antal dage, I har tænkt jer at være på ferie. Gouda Rejseforsikring kan tegnes hos Tastatour og bestilles sammen med opholdet.